Chakra farvernes betydning

Rod-chakra: Den røde farve fremmer følelsen af sikkerhed, stabilitet, tryghed, selvværd og ro. Den giver dig balance, vitalitet, velvære, jordforbindelse og evnen til at være positiv i fællesskab med andre. Fysisk harmoniserer rød den nederste del af rygsøjlen, knoglerne, endetarmen, benene, fødderne, anklerne, knæene og æggestokkene/testiklerne.

Sakral-chakra: Den orange farve fremmer kreativitet, skaberkraft og en følelse af frihed. Den sætter dig i god kontakt til dine følelser og vil hjælpe dig med at føle begejstring, entusiasme og dynamik samt tillid, nærvær og omsorg. Fysisk harmoniserer orange tyktarmen, blindtarmen, nyrerne, binyrerne, blæren, milten, lænden og kønsorganerne.

Solar plexus-chakra: Den gule farve fremmer følelsen af selvværd, selvrespekt, selvdisciplin og karakterstyrke. Den hjælper dig med at være dig selv og tage 100% ansvar for dit eget liv, dvs. evnen til bevidst at forme dit eget liv, som du vil have det. Den sætter dig i stand til at identificere dine mål og sætte handling bag ordene. Du vil føle dig energiladet og have modet til at hoppe ud af boksen. Fysisk harmoniserer gul mavesækken/fordøjelsen, leveren, galdeblæren, musklerne, tyndtarmen, midterste del af rygsøjlen og bugspytkirtlen.

Hjerte-chakra: Den grønne farve hjælper dig med at åbne for den naturlige varme, hjertelighed og glæde, der åbner dine medmenneskers hjerte, vækker deres tillid og gør dem glade. Den hjælper dig med at vise taknemmelighed, venlighed og medfølelse og giver dig evnen til at tilgive dig selv og andre. Den fylder dig med ungdommelig livskraft og giver dig en strålende aura. Fysisk harmoniserer grøn hjertet, lungerne, bronkierne, kredsløbet og thymus-kirtlen.

Hals-chakra: Den blå farve fremmer din viljestyrke, kommunikation og giver dig handlekraften til at manifestere dit unikke jeg. Den giver dig adgang til din højere kreativitet, din personlige autoritet, din tillid til dig selv og andre og verden omkring dig. Den hjælper dig på vej mod at udtrykke dig åbent og uden frygt. Fysisk harmoniserer blå svælgets nervebundt, stemmebåndene, skjoldbruskkirtlen, skuldrene, strubehovedet, nakken, spisevævet, tungen, kæbeområdet og ørerne.

Pande-chakra: Den lilla farve stimulerer både din højre og venstre hjernehalvdel. Den højre har med følelser, kreativitet og intuition at gøre, mens den venstre har med intelligens, overblik og sprog at gøre. Den lilla farve hjælper med at åbne op for kreativitet, inspiration og er dit center for dyb koncentration, som fx i meditation. Den hjælper dig med at visualisere dit mål og skabe storslåede, kreative handlinger. Fysisk harmoniserer lilla øjnene, næsen, bihulerne, hjernen, nervesystemet, hypofysen og pinealkirtlen.

Krone-chakra: Den violette farve er din kontakt med livets dybere mening. Den forbinder dig med dit kald og giver dig en ren og klar bevidsthed samt en knivskarp intuition og intelligens. Den sætter dig i stand til at hengive dig til noget, der er højere og mere betydningsfuldt end dig selv. Den fremmer desuden en høj grad af empati og lader dig udstråle lys, kærlighed og visdom, der åbner andres hjerter. Fysisk harmoniserer violet storhjernen, neo cortex, cerebral cortex, cerebral plexus, isselappen og pinealkirtlen.

Feng Shui Webdesign